Fra klosterjorde til berømte sommerbær
Esromgaard ligger midt i Kongernes Nordsjælland, omgivet af storslået natur. Det er Danmarks næstældste større landbrug og kan dateres tilbage til år 1151, hvor jorderne var klosterjord. Gården blev til Avlsgård under Esrum Kloster fra 1551 frem til 1852, hvor den blev solgt på auktion, og herefter har den haft skiftende ejere.
Tredje generation på Esromgaard
I dag drives landbruget af Carl Frederik og Sindet Bruun, som er tredje generation på Esromgaard. Carl Bruuns morfar Åge Lutzen købte gården i 1932, og siden har den tilhørt familien. Carl Bruun overtog gården i 1992. Når den travle sommer sætter ind, kan man også møde parrets tre sønner i marken, i gårdsalget og i de lokale salgsboder.
Carl og Sindet Bruun har gennem de senere år udviklet produktionen af jordbær, ærter, kartofler, asparges og rabarber, som sælges i gårdsalget og lokale salgsboder.