Jordbær fra Esromgaard

Vi elsker jordbær, og netop jordbærrene har været med til at sætte Esromgaard på landkortet. Om det skyldes jorden, dyrkningen eller solen over Esrum, ved vi ikke, men vores jordbær smager fantastisk. Sorterne følger deres egen naturlige sæson og afløser hinanden, så vi har jordbær, der varierer i størrelse og smag gennem hele sommeren.

Flair

Flair

Flair er en af de meget tidlige sorter, som vi plukker samtidig med den mere landskendte sort Honeoye. Den giver nogle mellemstore, dråbeformede bær. Kødet er fast, og farven er frisk rød. Det søde bær er et dejligt spisebær.

Honeoye

Honeoye

Honeoye er typisk sommerens første danske jordbær og den første af vores sorter, som vi høster i juni. Et Honeye-jordbær er kendetegnet ved middelstore til store, kegleformede og skinnende bær med en stærk mørkerød farve udvendigt og indvendigt. Smagen er syrligt-sød, og bærret er fast og med god smag. Kan anvendes frisk og bruges til frysning.

Malling Centenary

Malling centenary

Denne sort er forholdsvis ny på Esromgaard. Sorten stammer fra England og er også et af de tidlige jordbær. Bærrene er store, skinnende og ensartede i formen og dermed rigtig flotte at se på. Det smager fantastisk og sødt, og bærret har en god holdbarhed.

Polka2

Polka

Polka-sorten modner midt i sæsonen. Det har middelstore, senere små, fyldige kegleformede bær. Udvendigt er farven skinnende rød og indvendigt mørk rød. Smagen er aromatisk og syrlig-sød og med fast konsistens. Det smagfulde bær egner sig til at blive spist frisk fra bakken eller midt i selv-pluk-marken. Det egner sig også til syltning.

Sonata

Sonata

Et Sonata-jordbær kan plukkes fra omkring slutningen af juni til begyndelsen af juli. Det er kendetegnet ved middelfaste, mellemstore, hjerteformede bær, der er lyst røde udvendigt og rosa-farvede indvendigt. Det er en hovedsort på de danske jordbærmarker og er fortrinligt til kager, til pynt og til at spise med fløde og mælk. Det mister lidt af sin smag ved frysning.

Korona

Korona

Korona-bærret modner fra midten af juni. Det har middelstore til store bær med en stærk mørkerød bærfarve. Korona er et sødt bær med god smag og aroma. Det er ikke så fast og bliver nemt trykket. Hvis det ikke spises, mens det er flot og frisk, er det også meget velegnet til frysning og sylt.

Faith

Faith

Faith er en ny sen sort, der er med til at forlænge jordbærsæsonen med flere uger til dem, der har været på ferie og er gået glip af de friske bær i forsommeren. Bærrene er store og lyse med en rigtig god smag.

Felicia

Felicia

Felicia er også en af de sene sorter. Felicia-jordbærret er kendetegnet ved skinnende, søde og meget duftende bær. Farven er klar rød, og det har en frisk, syrlig-sød smag, der smager som vilde jordbær.

Florence

Florence

Florence giver store, middel-mørkerøde og gennemfarvede bær, især i den første del af plukkeperioden. Det er et velformet bær med en flot rød farve. Smagen er god, frisk og syrlig med nogen aroma. Bærrene er forholdsvis faste og holdbare. Plukkeperioden for Florence er relativt sen og placerer sig således imellem Sonata og den senere sort Malwina.

Malwina

Malwina

Med Malwina-bærret nærmer man sig afslutningen på jordbærsæsonen, da det er en af vores sene sorter. Det er et meget mørkt, nærmest rødvinsfarvet bær og er kendetegnet ved at have store skinnende bær med rødt frugtkød. Malwina-bærret har en kraftig og aromatisk jordbærsmag med meget sødme. Det egner sig godt til frisk brug såvel som til frysning.